Det Blå Show

Det Blå Show (2010)

Efter en yderst opsigtsvækkende gæsteoptræden for regenten på Christiansborg og en mindre rolle som spøgelsesjæger på Zulu-kanalen, er den suveræne tryller og komiker efter tre års pause, snart klar til at drage landet rundt med sit nye projekt: ’rune klan | det blå show’.

Mange har spurgt hvad det er for noget – ’det blå show’? Og som altid, når der er magi indblandet, bliver svaret kryptisk, men spørger man folk omkring den hemmelighedsfulde (eller er det generte?) entertainer beskrives projektet med følgende ord:

”Showet bliver et spektakulært trylleshow, som vi kender det fra Rune Klan. Verdensklasse-trylleri og humor er hovedingredienserne, men denne gang bliver det hele mere æstetisk og udfordrende end tidligere. Rune laver intet mindre end en trylle-parkour! Han tager sig selv og publikum med ud på en intens og hæsblæsende tour de force, hvor komiske bygninger besejres, trylleriets hidtidige forhindringer overvindes og publikum vil rammes af en visuel audio-tsunami… Du vil opleve, det du vidste du ville, og det du ikke anede du havde behov for…”

”Eller sådan er planen i hvert fald lige nu. måske ender det hele bare med at Rune kaster sig op i en lygtepæl et sted i showet. Det ligger ikke helt fast endnu. Dog ligger det fast at ’det blå show’ rammer din by i august 2010 og at det nu er tid til at sikre sig billet til nyeste kreation fra manden bag ’Margrethe Skinken’.”

Bonusinfo

’Det Blå Show’ slutter ringen af den hemmelige trilogi bestående af det røde show: ’Tre-i-en’ fra 2002 og det grønne show: ’Går Large’ fra 2007.